Om inspiration

Noget om inspiration og vejen til en færdig artquilt.

Jeg er tit blevet spurgt, om jeg dog kan blive ved med at få nye ideer til mine billeder. Svaret er et rungende JA! Mit problem er ikke, at jeg mangler ideer. Jeg bliver inspireret,  og ideerne kommer myldrende, både når jeg ser andres billeder eller fotografier på udstillinger og på nettet, og når jeg går mine ture i naturen.

Det svære er, at få sorteret og prioriteret ideerne. Når en ide så er valgt ud af mylderet,  kommer  den lange proces med at få den konkretiseret og finde ud af alle detaljerne.  Netop fordi en ide er inspireret af noget og IKKE et færdigt billede, jeg vil kopiere, er der mange overvejelser, jeg skal gøre mig. Hvilken størrelse skal det være, hvilket forhold mellem forgrund og baggrund skal der være osv.

Jeg er meget præget af, at min baggrund er at tegne og male. Det betyder, at det billede, jeg har i hovedet, nogen gange kan være meget svært at genskabe i stof. F.eks. er det svært at få en figur til at "fade" ud, når man arbejder med tekstiler. Til gengæld har jeg oftest en ret præcis opfattelse af, hvilke farvetoner jeg vil bruge. Jeg har mange stoffer i spil i processen, for det er vigtigt for mig, at farverne harmonerer og er med til at give billedet den stemning, jeg ønsker at få frem.

Så der er mange overvejelser fra ide til, at billedet begynder at tage form. Og alligevel  oplever jeg ofte, at der er ting, som ikke fungerer,  som jeg troede, og så må jeg tænke om og håbe, at det kan lade sig gøre at rette. Man kan jo ikke bare male over.      

Pia Steen